Krigsmuseet logo

NationalMuseet logo

På Krigsmuseet kommer du helt tæt på Danmarks krige. Rejs med en ung dansk soldat til det krigshærgede Afghanistan, gå på opdagelse blandt modellerne af historiske krigsskibe fra den danske flåde, udforsk historierne om 21 danske krige de sidste 500 år og se nærmere på vores skatkammer, der rummer enestående krigsklenodier fra hele verden.



Danmarks Krige


Hver generation sin krig


Krig er ikke undtagelsen, snarere reglen. Danmarks historie som samfund er vævet tæt sammen med historien om Danmark som krigsmagt. Næsten hver generation af danskere, så længe nogen kan huske, har haft deres krig at forholde sig til.
I Christian 4.s Tøjhus fortæller Krigsmuseet om 21 danske krige fra år 1500 til i dag. Svenskekrigene, Englandskrigene, krigen i 1864 og Anden Verdenskrig er med, men det er også de nyeste krige - Krigen i Afghanistan og Krigen i Irak - såvel som dem, der næsten gik i glemmebogen, fx Krigen mod Algier i 1769 og Tyttebærkrigen i 1788.


Refleksion og æstetik


Det er vores forhåbning, at publikum i udstillingen kan få et overblik over Danmarks militære historie og få lyst til at fordybe sig i nogle af de mange hundrede genstande fra både den fjerne og fra den meget nære krigshistorie. Men det vil også være muligt bare at nyde æstetikken i de hundredvis af udstillede genstande. Og måske at reflektere over krigens markante tilstedeværelse og prægning af vores samfund i alle perioder af danmarkshistorien.
Udstillingen er finansieret med bevillinger fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden samt Knud Højgaards Fond.

Kanonhallen


Den 156 meter lange Kanonhal på Krigsmuseet har rummet kanoner og køretøjer lige siden den stod færdig i 1604 – bygget på befaling af Christian 4. Forrest i hallen finder I otte fortællinger om krig:



Christian 4.'s kanonvægt


I bunden af hallen finder I Christian 4.'s kanonvægt som blev bygget til huset. Som regel angives tømmermester Vidt Kragen som konstruktøren af det store trægalleri, der bærer selve vægten, der hænger i en stor krog. Vidt Kragen stod for opførelsen af dragespiret på Børsen og er derfor en af de mest fremtrædende tømrermestrer fra Christian 4.'s tid. Vidt Kragen fik da også udbetalt 20 daler for sit arbejde på hævetøjet i Tøjhuset i maj 1614. Dette er første gang han optræder i regnskabsmaterialet i forbindelse med vægten.


En række tømrermestre - Jens Christensen, Hans Kloug, Laurids Jensen, Børge Børgesen, Willum Jonsen og Gregorius Jacobsen - havde arbejdet på "hævetøjet" fra juni 1611 frem til marts 1613. Willum Jonsen blev bl.a. betalt "for det hævetøj, han har antagen sig at skulle gøre og forfærdige". Og i februar 1612 havde snedkeren Lennert Leiland fået betaling for at udskære en del løvehoveder på det. Vidt Kragens arbejde synes derfor at have bestået i en mindre tilpasning af vægten.


Christian af Anhalt noterede 1622 i sin dagbog, at hævetøjet stod midt i hallen - og fremhævede, at det kunne betjenes af en enkelt mand. Omkring 1730 blev vægten flyttet ud i Tøjhusgården, hvilket træværket led voldsomt under. Da den i 1832 blev flyttet ind igen til sin nuværende plads, blev en stor del af udsmykningerne fjernet ved en omfattende restaurering.




Book rundvisninger på Krigsmuseet


På Krigsmuseet har I som gruppe mulighed for at booke en skræddersyet rundvisning for op til 30 personer. Læs mere om de forskellige muligheder herunder.


Rundvisning på Krigsmuseet – en introduktion

Tag med på en rejse gennem Krigsmuseets højdepunkter, og kom helt tæt på Danmarks krige de sidste 500 år – bl.a. et itusprængt Eagle IV-køretøj fra Afghanistan og en granat fra Københavns bombardement.


Arvefjenden - rundtur i Københavns krigshavn

Tag med på en rundvisning om Christian 4.s krigshavn, som Kongen lod opføre for at nedkæmpe den svenske arvefjende. På rundvisningen skal du høre om svenskekrigene i 1600- og 1700-tallet.


BANG! - en rundvisning i børnehøjde

Kom med danske soldater i krig gennem historien på Krigsmuseets rundvisning i børnehøjde. Børnene hører om soldaterlivet fra 1864 til i dag og hører om, hvem de danske soldater har kæmpet imod gennem historien.


Rundvisning i Danmarks Krige

Book en rundvisning og tag med på en spændende tur gennem Danmarks krige fra år 1500 til i dag. En engageret og dygtig rundviser fortæller om velkendte krige som Første og Anden Verdenskrig, men også om mindre kendte krige som Tyttebærkrigen i 1788.


Rundvisning i Hangar 46

Besøg Hangar 46 på Flyvestation Værløse; et magasin med tungt militært udstyr fra 1950 og frem. Her kan du komme helt tæt på en Leopard-kampvogn, pansrede mandskabsvogne, Nike-missiler, haubitser, jeeps og Nimbus-motorcykler.


Åbningstider
Mandag-Søndag, 10-17

Fly

E-mail: booking.krigsmuseet@natmus.dk
Krigsmuseet, Tøjhusgade 3, 1220 København K
Til top